Knyster

Hvordan behandler man en knyst?

3 min read
Hvordan behandler man en knyst? Hvordan behandler man en knyst? Hvordan behandler man en knyst?

En knyst er en hård bule på siden af din fod, ved det led, hvor din storetå er forbundet med din fod. Knyster udvikler sig langsomt hen over tid og får storetåen til at pege indad mod de andre tæer. Forskydningen fører til unormal bevægelse og øget tryk på dette led, som over flere år langsomt forårsager en ændring af knoglernes placering i forhold til hinanden, hvilket får storetåen til at dreje indad. Nogle gange kommer storetåen endda til at sidde hen over tåen ved siden af. Som følge af dette skubbes leddet udad, hvilket giver bulen kaldet en knyst. Den samme tilstand på lilletåen hedder en bunionette eller en “skrædderknyst”. Knyster fører ofte til sekundære problemer, som vabler, ligtorne eller hård hud.

Forebyggelse er afgørende!

Hvis du har tendens til at udvikle knyster, fordi det ligger til familien eller fordi du har en betændelsestilstand eller foddeformiteter, er den bedste metode til at undgå at få knyster at gå i behagelige sko. Du bør undgå sko med høje hæle eller spids snude, eller sko, der er for smalle. I stedet vil det ideelle være at vælge brede, komfortable sko med en lav hæl, blød sål og nok plads til dine tæer. Lad en medarbejder i butikken vejlede dig ved valget af sko og størrelse. Det er også en vigtig faktor at opretholde en normal kropsvægt.

Hvad hvis jeg allerede har en knyst?

Knyster kan kun fjernes ved en operation, men det er sjældent nødvendigt. Knysters udvikling og symptomer kan som regel nemt håndteres og behandles med ikke-invasiv behandling og endda derhjemme.

  • Fodtøj – Hvis du allerede har en knyst, er brede sko vigtige for at bremse udviklingen og lindre smerte. Udblokning kan eventuelt også hjælpe med at gøre dine sko mere behagelige. Køb dine sko sidst på dagen når dine fødder er størst, og lad en medarbejder i butikken måle begge dine fødder, før der gives råd om dit valg af sko.
  • Trykaflastning – Hvis din knyst gnider mod skoen, kan trykaflastning eventuelt hjælpe. Knystplastre, som COMPEED® Knystplaster, letter trykket og friktionen på knysten, og lindrer dermed smerten. De hjælper også med at forhindre vabler og yderligere hærdning af huden på knysten.
  • Hjælpemidler – Din læge kan rådgive dig vedr. de bedste muligheder til at håndtere dine knyster. Afhængigt af omfanget kan indlæg, tåskillere eller tåstøtte eventuelt hjælpe med at placere foden korrekt.
  • Lindring af smerte – Smerte fra knyster kan lindres ved afkøling, hvor du kan bruge en ispose eller en pose med frosne ærter i ca. 5 minutter ad gangen. Varme fodbade kan også lindre smerten ved knyster. Antiinflammatorisk medicin, som aspirin, ibuprofen eller naproxen, kan også hjælpe. Få rådgivning fra din egen læge eller apoteket om, hvilken medicinsk behandling, der er bedst for dig.

Hvornår bør jeg søge lægehjælp?

Du bør altid tale med din læge, hvis du har diabetes, da der eventuelt er en anden årsag til dine fodproblemer.

Hvis smerten er vedvarende eller så stærk, at det påvirker dine daglige aktiviteter, bør du søge lægehjælp. Du bør også kontakte en læge, hvis tilstanden ikke bliver bedre efter et par uger med hjemmebehandling, eller hvis tilstanden bliver værre. Din læge kan rådgive dig vedr. de bedste muligheder til at håndtere dine knyster. Afhængigt af omfanget vil din læge måske anbefale, at du besøger en bandagist, eller henvise dig til en kirurg for at diskutere muligheden for at fjerne knysten ved en operation og korrigere den bagvedliggende tilstand.